Tweeter button
Facebook button
Linkedin button

Kan du blive en bedre leder af at blogge?

Inspireret af et oplæg om sociale medier jeg er ved at lave til ledelsen på IBC, kom jeg i tanker om dette speciale fra CBS, som sidste år konkluderede, at en topleder, der blogger, vurderes som en markant bedre leder af medarbejderne.

Godt stof til eftertanke. Det giver aldeles god mening, synes jeg! Især i større virksomheder eller virksomheder, der ligger spredt geografisk, og hvor medarbejderne ikke har megen direkte kontakt med (top-) ledelsen.

På bloggen er der nærhed og kontakt. Bloggen kan fungere som den virtuelle pendant til baglokalet i den mindre virksomhed, hvor medarbejderne får sig en uformel snak med lederen.

Helt konkret skitseres der otte overordnede fordele ved at have toplederen på bloggen:

1. Kommunikativ ledelse
Toplederbloggen giver en unik mulighed for at udøve kommunikativ ledelse. På bloggen kan lederen inspirere organisationsmedlemmerne til at arbejde mod et fælles mål.

Godt råd: Klarlæg det overordnede mål med at blogge.

2. Samtaler om hverdagen
Bloggen er toplederens mulighed for at komme i direkte kontakt med medarbejderne i hverdagen. Det giver lederen et menneskeligt ansigt, når hun tager en uformel ”snak over hækken” med medarbejderne.

Godt råd: Brug hverdagen som inspirationskilde.

3. Legitimitet
Ledelsens løsninger på problemer, der vedrører medarbejdernes hverdag, får mere legitimitet, hvis medarbejderne høres først.

Godt råd: Brug bloggen til at lodde stemningen, men ikke som beslutningsgrundlag.

4. Åben ledelse
Mange medarbejdere forventer en synlig topledelse, men også en topchef, der lytter. Begge krav kan imødekommes med en toplederblog.

Godt råd: Den åbne ledelsesstil skal gå igen udenfor bloggen, hvis den skal fremstå troværdig.

5. Et personligt udtryk
På bloggen er der plads til, at lederen kan have et mere personligt udtryk. Bloggen tilføjer dermed et mere menneskeligt ansigt til leder-/direktørrollen.

Godt råd: Skrivestilen skal afspejle personen. Husk især dette ved ghostwriting.

6. Opfølgning på igangværende projekter
Bloggen kan bruges til at holde gryden i kog omkring igangværende projekter. Udfordringen er at oversætte abstrakte mål til medarbejdernes hverdag, for at det rigtig fænger på bloggen.

Godt råd: Stil konkrete spørgsmål og brug eksempler.

7. Nedbryde organisatoriske grænser
Toplederbloggen kan forbedre kommunikationen på tværs af afdelinger og fremme en organisatorisk fællesskabsfølelse. Gennem debat på bloggen bliver medarbejderne opmærksomme på deres kolleger i andre afdelinger.

Godt råd: Bloggen skal henvende sig til alle medarbejdergrupper.

8. Ny kommunikationspraksis
Toplederbloggen kan udfylde et hul i den eksisterende kommunikation mellem ledelse og medarbejdere. Bloggen supplerer linjekommunikationen og intranettet. Her kan toplederen tale med sine medarbejdere (ikke bare til sine medarbejdere).

Godt råd: Tænk bloggen ind i kommunikationsmikset.

Du kan læse hele artiklen af Christel Nygaard Engedal og Marie-Louise Valsted og deres speciale på Kommunikationsforum.

  • Facebook
  • Twitter
  • Delicious
  • LinkedIn
  • Google Bookmarks
  • Share/Bookmark


11 kommentarer til “Kan du blive en bedre leder af at blogge?”

  1. Mette Winther Hauge siger:

    Jeg synes at det er et godt supplement til kommunikationen i organisationen. Det er vigtigt at det ses som et supplement og ikke som en erstatning, idet der naturligvis også kan være nogle ulemper. Den personlige kontakt er for mig utrolig vigtig i vores daglige virke som leder.

  2. Bodil Johansen siger:

    Jeg synes, at dette tiltag er spændende. Mange hilsner Bodil

  3. Mette Will siger:

    Hej Bodil og Mette

    Tak for jeres kommentarer. Jeg er enig i, at sociale medier generelt – og lederblogs mere specifikt – må ses som et supplement til kommunikationen.

    Det samme gælder de sociale medier i et markedsføringsmæssigt perspektiv – her kan web 2.0 sjældent erstatte den klassiske markedskommunikation, men kan være et glimrende supplement. Det skal vi se nogle eksempler på i morgen.

    Ses – og tak for at I har meldt jer på banen i denne lille dialog :-)

    Hilsener
    Mette

  4. Birgitte Klippert siger:

    Hej Mette

    Interessante blogs du har fået lavet. Indtil videre giver det mig mere viden omkring marketing – og det er jo aldrig dårligt.

    Birgitte

  5. Mette Will siger:

    Hej Birgitte!

    Godt at høre fra dig. Dejligt at du følger med på bloggen, og at du har interessen for markedsføring i behold :-)

    Mette

  6. Jan Skinnerup siger:

    Hej Mette,

    Super godt indlæg.
    Jeg er helt enig i, at firmabloggen giver ledelsen en oplagt mulighed for at kommunikere oftere og mere i øjenhøjde med resten af organisationen… hvis de vil.

    Har oplevet en situation hvor det stik modsatte faktisk var tilfældet. Der havde bloggen lidt karakter af en kommando-kanal, hvor ordrer blev udstukket. Og så får bloggen præcis den modsatte effekt.

    Så jeg synes du rammer meget godt plet med de råd du har listet her :-)

  7. Mette Will siger:

    Hej Jan

    Tak for din kommentar. Jeg havde ikke lige tænkt på, at en lederblog også kan få karakter af en kommandocentral. Uha … sådan en har jeg ikke selv oplevet, men det er selvfølgelig ikke vejen frem.

    Udover viljen til dialog, så tror jeg, at engagementet i bloggen og et talent for at skrive er helt centralt. Lederen skal formå at formidle sine budskaber på en engageret og personlig måde. Man skal kunne få føling for mennesket bag lederen, hvis du forstår, hvad jeg mener.

    Egentlig ret svært at definere. Måske har du eller andre et bud. Hvad er det for en skrivestil, der kræves? Og kan den øves/trænes? Formentlig til en vis grad – vi har vel egentlig set mange bloggere, der er lidt stivbenede til start, ikk ;-)

    Hilsener
    Mette

  8. Leif Carlsen siger:

    Spændende indlæg og jeg er helt enig i dine betragtninger.

    En god firmablog er et fantastisk kommunikationsværktøj, både internt og eksternt og specielt overfor eventuelle jobsøgende, der gerne vil lodde stemningen i virksomheden på en anden måde end det som den normale corporate website giver mulighed for.

  9. Jan Skinnerup siger:

    Jeg tror det er helt afgørende, at det er den personlige stil der skinner igennem, samt at emnerne ikke nødvendigvis kun er stringent forretningsrelaterede. Det viser at der er hele mennesker med holdninger bag ledelsen.
    I mindre og mellemstore virksomheder kan det lige præcis give medarbejderne en følelse af, at de ikke er så langt fra ledelsen som det måske kan syntes nogle gange, når man aldrig rigtig ser, hvad direktøren egentlig laver.

    Men indlæg som “Ledelsen har bemærket, at vi er 3% efter budgettet. Hvis ikke det bliver rettet op inden for den næste måned, er vi nødsaget til at kigge på firmaets omkostninger…” er selvsagt indlæg, af den mere destruktive slags ;-)

    Jeg kan så også godt have min tvivl om, hvorvidt blogs i meget store virksomheder kan tjene noget godt formål. I mit tidligere job var der en fransk direktør der bloggede en gang om måneden. Og uanset hvad han bloggede om, så var det bare alt for langt væk til, at vi her i Danmark fandt det bare tilnærmelsesvist relevant. Uanset om det så egentlig var relevant eller ej. Der var bare mentalt alt for langt til Frankrig. Der skulle man nok have lavet mindre og regionale blogs i stedet.

  10. [...] post, and gotten no comments? A former boss of mine has written an excellent blog post on whether a boss becomes a better leader from blogging. I think that it is at least a good way to experiment with communication, and get to realize just [...]

  11. Som leder er et af de vigtigste redskaber at kunne kommunikere at kunne få så meget viden ud som muligt til ansatte og omverden. Der er ingen tivil i min verden at blogge er et stærkt stykke værktøj som flere ledere burde benytte sig af. Se bare på trenden i forhold til vores politikere – Der med ikke sagt at det de gør nødvendigvis er korrekt!

Skriv en kommentar